Lørdag opstod et slagsmål mellem flere personer i en bil på motorvej E45. Politi hører gerne fra vidner.

Politiet advarede om personer på kørebanen: Tre personer kom i slagsmål på motorvej E45

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 17.47.

Tre personer i en personbil kom lørdag eftermiddag i et slagsmål på motorvej E45 nær Vojens, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i et opslag på X.

Grunden til slagsmålet skal ifølge politiet være, at de tre personer var blevet uenige. Det førte til, at den ene af personerne blev udsat for vold. Vedkommendes skader var ikke behandlingskrævende, lyder det i opslaget.

»Tak for hjælpen til de bilister, der forsøgte at hindre overfaldet«, skriver politiet videre.

Kort efter klokken 14.30 lørdag kom meldingen om slagsmål på motorvej E45 i nordgående retning omkring afkørsel 68, der ligger nær Vojens.

Ifølge politiets første udmelding var det flere personer fra samme køretøj, der var kommet op at slås på motorvejen.

»Der kan være personer på kørebanen – kør forsigtigt ved passage«, lød det i et opslag på X fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der var på vej til stedet.

Politikredsen hører gerne fra vidner, fortæller vagtchef Erik Lindholdt.

»Vi har blandt andet hørt fra et vidne, der under forbikørslen bemærkede, at der i hvert fald var to personer, som var på stedet og filmede det. Så er der nogen, der ligger inde med optagelser af det, der sker derude - enten de personer, der er observeret derude, eller hvis nogle er kørt forbi og har kameraer i bilen, hvor man kan se noget, hører vi meget gerne fra dem«.

Politiet kender ikke årsagen til, at de tre personer blev uenige.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her