Tre tidligere ministre har undslået sig deltagelse i en undersøgelse af den danske krigsindsats i Afghanistan. En af dem er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), der forklarer, at han har skrevet en bog om forløbet, så den kan forskerne bare læse. Det er vel fair nok?
»Nej, det er det ikke. Det er udenomssnak og meget arrogant. Historikerne har deres videnskabelige metoder, som sikrer, at de kommer ordentligt til bunds i de relevante spørgsmål. Formålet er at få afklaret, hvad vi kan lære af forløbet op til, at vi måtte trække os ud af Afghanistan og overlade magten til Taleban. Det er et meget bredt flertal i Folketinget, der har bedt forskere på Dansk Institut for Internationale Studier om at undersøge det. Så han kan ikke bare sige, at han har skrevet en bog. Jeg kan slet ikke forstå, at Per Stig Møller, tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er så utilbøjelige til at medvirke i projektet«.




























