Artiklen er opdateret klokken 20.31
Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab er til stede ved en bygningsbrand på Gasværksvej på Vesterbro i København.
Det skriver begge myndigheder på den sociale platform X.
Branden er opstået i en beboelsesejendom, oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.
Politiet anbefaler borgere i området at lukke døre og vinduer og forlade udeområder, da røgen kan være giftig.
Hovedstadens Beredskab skriver på X, at der er tale om en kraftig tagbrand i to opgange.
»Vi har sat ind med stor styrke for at hindre spredning og slukning«.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne, skriver beredskabet.
Omkring klokken 20.20 skriver Hovedstadens Beredskab, at brandudbredelsen er under kontrol.
Beredskabet oplyser, at tagkonstruktionen omkring to skorstene er brandskadet, og at der derfor er risiko for, at de kollapser eller styrter ned.
Martin Kajberg siger, at politiet fik anmeldelse om branden klokken 18.41.
Vagtchefen fortæller i lighed med beredskabet, at der er kraftig røgudvikling på stedet.
Politiet har afspærret et område, så brandvæsnet kan komme til.
Brandvæsnet har været igennem opgangene og konstateret, at der umiddelbart ikke er nogle personer.
Borgere skal holde sig væk fra området og beboere omkring Gasværksvej skal lukke døre og vinduer på grund af den muligt giftige røg, fortæller vagtchefen.
»Heldigvis er der ikke vind, så røgen stiger op«, siger han.
Hovedstadens Beredskab har indsat røgdykkere til slukningsarbejde på flere etager.
Både taget, tagetagen og flere opgange er ramt af branden.
- Der er mange slukningskøretøjer i Gasværksvej og Istedgade, der er spærret for gennemkørsel, skriver beredskabet på X.
ritzau




























