28-årig mand fra Brabrandgruppen idømmes fængsel i 15 år for farlige våben i forbindelse med konflikt.

Bandefigur fra Brabrand beholder sit danske pas i kæmpe våbensag

Lyt til artiklen

En bandekriminel fra Brabrand undgår at blive frakendt sit danske statsborgerskab. Retten i Aarhus idømmer ham dog fængsel i 15 år.

Det er resultatet tirsdag af en langvarig nævningesag, hvor anklagemyndigheden mente, at en 28-årig mand fra Brabrandgruppen burde frakendes statsborgerskabet.

Dette er nævninger og dommere dog ikke enige i.

Manden er fundet skyldig i at have besiddet en stribe farlige våben i forbindelse med en konflikt med to andre grupperinger, Trillegårdgruppen og Rosenhøjgruppen.

En panserværnsraket, tre geværgranater, en fuldautomatisk riffel, to håndgranater og 500 gram formbart sprængstof rådede han over, har retten slået fast.

Alt sammen på grund af konflikter med de andre grupperinger.

Også besiddelse af tre pistoler er han fundet skyldig i.

Muligheden for at tage statsborgerskabet fra bandekriminelle blev givet i en lovændring i 2021.

Men endnu er det ikke sket.

Sidste år strandede anklagemyndighedens forsøg på at tage passet fra seks mænd fra Odense. Under en bandekonflikt havde de deltaget i et råt overfald, hvor der blev brugt knive. Men landsretten afviste kravet.

I tirsdagens dom efterkommer retten et ønske fra anklagemyndigheden om et indgreb mod den 28-årige samt en jævnaldrende mand, der ligeledes er dømt for våben i forbindelse med bandeopgør.

Begge mænd forbydes at opholde sig i Aarhus Kommune i ni år efter løsladelse fra afsoningen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her