TDC Net oplever i øjeblikket udfordringer på mobilnettet, hvilket betyder, at flere oplever, at deres opkald ikke går igennem.
»Det rammer sporadisk over hele landet«, siger kommunikationschef i TDC Net Lasse Bjerre Sørensen torsdag eftermiddag.
»Vi er frygteligt ked af, at vi i øjeblikket ikke kan levere den service, som kunderne har brug for«, lyder det videre.
Det er ikke bestemte kunder eller lokationer, der er ramt. Den manglende mobildækning rammer tilfældigt i hele landet.
»Vi tør ikke at komme med en prognose for, hvornår fejlen er udbedret, for vi har ikke stået med det her problem før. Lige nu er det alle mand på dæk herinde«, siger Lasse Bjerre Sørensen til Politiken
TDC’s netværk er et af de tre store mobilnetværk i Danmark – 3, TDC NET og Telia/Telenor – og en række udbydere af mobiltelefoni benytter TDC’s netværk og er derfor ramt af nedbruddet. Foruden TDC selv, drejer det sig blandt andet om Yousee, Fullrate og Telmore.
Hvis man som kunde på TDC’s mobilnetværk skal ringe til alarmcentralen – 112 – men ikke kan komme igennem, kan man alligevel ringe, hvis man tager simkortet ud af sin telefon, da der er tale om et nødopkald.
Hovedstadens Beredskab oplyser på X, at man har sendt disponible køretøjer på gaden, så disse kan opsøges fysisk ved behov for akut hjælp.
Også Fyns Politi har måttet reagere på netværksproblemet.
»Vi har sendt alle vogne på gaden, så man eventuelt kan rette henvendelse til dem, hvis man har brug for akut hjælp«, skriver politikredsen på X.
Den melding gentager Sydøstjyllands Politi over for Ritzau.
TDC Net oplever, at det begynder at se bedre ud. Men der vil ifølge kommunikationschefen »gå et stykke tid endnu«, før mobilnettet er oppe igen.
Lasse Bjerre Sørensen fortæller, at alt tyder på, at der er tale om en teknisk fejl internt hos selskabet - og ikke noget udefrakommende.
»Vi har ingen grund til at tro, at det er et hackerangreb. Der er formentlig tale om en opdatering, som har forstyrret mobilnetværket«, siger han til Politiken
I første omgang lød det, at nedbruddet kun havde ramt mobilnettet, men der har også været problemer i forhold til data, oplyser kommunikationschefen.
Datatrafikken er dog torsdag eftermiddag oppe at køre igen.
»Det ser ud til, at datatrafikken fungerer, men vi stadig har problemer på mobilsiden«, siger Lasse Bjerre Sørensen i en melding klokken 16.10.
Flere myndigheder melder om problemer.
Region Hovedstaden skriver eksempelvis på X, at der er udfordringer med at modtage opkald fra TDC’s netværk. Også politiet melder om udfordringer med at modtage opkald.
Opdateres ...


























