To brødre, der er henholdsvis 56 og 58 år, er sigtet for at have udsat en nabo for grov vold fredag.

Voldssigtet mand forskansede sig inden anholdelse i Næstved

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Et brødrepar fra Næstved blev fredag aften anholdt og sigtet for at have udsat deres nabo for grov vold.

Det oplyser Bo Georg Petersen, der er vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De to mænd er henholdsvis 56 og 58 år.

Naboen blev slået med genstande og fik hul i hovedet, oplyser vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om volden klokken 18.30.

Klokken 19.28 blev den ene bror anholdt.

Den anden bror var mindre samarbejdsvillig og forskansede sig i sit hjem.

»Når nogen forskanser sig, omringer man huset og forsøger at få dem ud«, siger vagtchefen.

I dette tilfælde kom manden ikke ud af sig selv. I stedet stod han bevæbnet med knive inde i hjemmet.

»Vi skyder gas ind, og så kommer han ud«, siger vagtchefen.

Politiet har tidligere stiftet bekendtskab med brødreparret.

»De har huseret i lang tid med voldsanmeldelser og støjende adfærd, siger vagtchefen.

De to brødre fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Næstved lørdag formiddag.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her