Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Der er ingen tidshorisont for, hvornår driften kan genoptages på metrolinjerne M1 og M2.

Alle tog holder stille på to metrolinjer. Skyldes strømudfald tidligere

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.44

Alle tog på metrolinjerne M1 og M2 i København holder onsdag aften stille.

Det oplyser Metroservice, som er driftsoperatør for Københavns metro.

Metroservice har ingen tidshorisont for, hvor driften kan genoptages. Derfor er det blevet besluttet, at alle passagerer skal evakueres fra togene. Strømafbrydelsen skete omkring klokken 19.

Klokken 20.30 oplyser Metroservice til Politiken, at alle passagerer på de to linjer er blevet evakueret.

De fortæller også, at nedbruddet skyldes et kort strømudfald på metrostationen ved Forum tidligere på aftenen. Selv om strømmen hurtigt var tilbage igen, påvirkede det køresystemet i en sådan grad, at togene på de to linjer ikke længere kunne køre.

Der vil blive indsat metrobusser, oplyser Metroservice. Det står ikke klart, hvornår de begynder at køre.

I alt er der indsat 22 tog indsat på M1 og M2 onsdag aften. Ud af dem holder seks tog i tunneller mellem stationer.

Her har Metroservice sendt ansatte ud til fods gennem tunnellerne for at lukke passagerer ud af togene, fordi det på grund af strømafbrydelsen ikke er muligt for de ansatte at komme frem med et metrotog.

Metrolinjerne M1 og M2 har tilsammen 22 stationer.

Mellem Vanløse og Christianshavn fungerer de som en sammenhængende linje, hvorefter de deler sig. M1 kører mod Vestamager, mens M2 kører til Københavns Lufthavn i Kastrup.

De to strækninger er de første metrolinjer i Danmark. Den første metrostation åbnede i 2002.

I dag er der omkring 200.000 passagerer dagligt på de to strækninger.

M1 og M2 er de mest benyttede metrolinjer i Københavns metronet, som også består af M3, også kaldet Cityringen, og M4.

Sidste år var der i alt 68,5 millioner passagerer på M1 og M2, mens tallet for de to andre metrolinjer, der deler flere stationer, var 51,2 millioner.

Opdateres ...

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her