En 35-årig mand fra Vejen Kommune er blevet tiltalt for voldtægt, voldtægtsforsøg, blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje begået mod børn under 15 år. Forbrydelserne skal være blevet begået i en periode på over otte år, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden er tiltalt for at have udsat 13 børn for enten voldtægt, voldtægtsforsøg eller blufærdighedskrænkelser mellem 1. november 2014 og 20. maj 2023. Han blev anholdt 2. juni sidste år. Da var han ifølge politiet i besiddelse af 1.219 billeder og videoer med seksuelt materiale med børn. Han har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen.
Manden er tiltalt for flere end 200 forhold begået mod de 13 børn, der på gerningstidspunkterne var mellem 3 og 15 år. Ud over seksualforbrydelserne mod børnene er manden også tiltalt for blufærdighedskrænkelse af to personer, der er over 15 år.
Sagen indledes i retten 18. marts næste år.
ritzau
fortsæt med at læse


























