Nu er der banet vej for den første grønlandske arktiske ambassadør. Det danske udenrigsministerium har meddelt, at det bliver op til den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at finde en kandidat til ambassadørposten, og dermed ser en betændt stridighed mellem Danmark og Grønland ud til at få sin afslutning.
Længe har Grønland ønsket, at den arktiske ambassadør var grønlandsk, og i foråret sidste år, da danske Tobias Elling Rehfeldt blev udnævnt, strittede den grønlandske regering så meget imod, at Rehfeldt aldrig tiltrådte posten.


























