Dominium Maris Septentrionalis – herredømmet over Nordsøen var for 400 år siden en central doktrin i dansk udenrigspolitik. Det materielle grundlag var besiddelsen af Norge og de gamle norske bilande i Atlanterhavet: Færøerne, Island og Grønland. Det politiske udgangspunkt for forbindelsen mellem Danmark og Norge var Kalmarunionen fra 1397, men lige så vigtigt var året 1536, hvor Christian III afviklede enhver form for norsk centraladministration. Nu var det ikke længere en union; Norge og de nordatlantiske øer blev administreret direkte fra København. Det var den stærkes ret, Christian III tog ejerskab. I hans håndfæstning hedder det, at Norge fra nu af blot var et dansk landskab, dog indgik betegnelsen »konge af Norge« fortsat i den danske konges titel.
Dominiet er siden skrumpet. Det begyndte med pengemangel. Til de atlantiske besiddelser hørte oprindelig Orkneyøerne og Shetlandsøerne, men dem pantsatte Christian I i 1469 til den skotske konge for at finansiere medgiften for sin datter, der skulle giftes med – den skotske konge! I et par århundreder måtte hver ny dansk konge love at indfri pantet. I princippet kan det vel stadig lade sig gøre, men det er nok ikke nemt at udrede renter for 556 år. Næste klip i atlantimperiet kom med afståelsen af Norge i 1814 (nogle norske provinser var i øvrigt afstået til Sverige allerede i 1600-tallet), i 1944 meldte Island sig ud. Og nu truer præsident Trump med at tage ejerskab over Grønland.
