Fredag
Da jeg onsdag morgen landede efter min ferie, mødte jeg i lufthavnen et ægtepar, som sagde: »Hvor er det godt, du er hjemme igen, Lars«. Jeg tænker: ’Okay, jeg har været savnet, men selv om jeg er på ferie, følger jeg jo med og arbejder’. Så når der er en debat om, hvorfor kommer han ikke hjem, vidner det om en utrolig manglende forståelse for, at verden hænger sammen. Telefonen er opfundet. Mit arbejde er at være udenrigsminister. Det kan man godt passe uden for Danmark, også nu.
I ministeriet har vi nogle permanente strukturer for håndtering af potentielle kriser. Så det skal vi ikke til at opfinde, da Grønland, USA og Danmark rykker op på alles lystavle; vi sætter det bare i værk. Vi har for eksempel international medieovervågning, hvor vi kan se, hvor meget det her fylder, og hvilken narrativ der fylder.


























