I et halvt år har Sikkerhedsstyrelsen foretaget kontrol med salg af nikotin og alkohol til mindreårige.

Hver tredje butik sælger ulovligt nikotin og alkohol til mindreårige

Foto: Melissa Kühn Hjerrild
Foto: Melissa Kühn Hjerrild
Lyt til artiklen

Mere end 1.000 fysiske butikker har det seneste halve år haft besøg af unge kontrolkøbere, der har forsøgt at købe nikotin, alkohol og tobak.

I 36 procent af tilfældene har de unge kontrolkøbere haft succes. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at mere end hver tredje butik i Sikkerhedsstyrelsens kontrol ulovligt har solgt nikotin, alkohol eller tobak til en mindreårig. Det er en markant stigning i forhold til tidligere kontroller.

Det siger Stine Pedersen, der er kontorchef i styrelsen.

»De sidste seks måneder har vi konstateret 362 overtrædelser, som er over 30 gange så mange overtrædelser, som vi har fundet på vores tilsyn de seneste fire år«, lyder det fra hende i meddelelsen.

Metoden med unge kontrollører er ny. Tidligere har voksne fra styrelsen skullet være til stede det præcise tidspunkt, hvor en butik foretog salget til en mindreårig.

Stine Pedersen påpeger, at den nye metode med de unge kontrolkøbere har vist sig nødvendig og ikke mindst mere effektiv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her