En mand var tiltalt for en række forhold. Blandt dem var besiddelse af overgrebsmateriale med børn.

20-årig idømmes forvaring i sag om røveriforsøg og overfald

Lyt til artiklen

En 20-årig mand er blevet idømt forvaring i en sag, hvor han var tiltalt for blandt andet besiddelse af overgrebsmateriale med børn samt for overfald på en fængselsfunktionær med brug af en kuglepen påsat et barberblad, skriver Retten i Hjørring på sin hjemmeside.

Manden var desuden tiltalt for røveriforsøg på en tankstation, trusler over for pædagoger på et botilbud og hærværk.

Anklagemyndigheden ønskede den 20-årige idømt forvaring på baggrund af en retspsykiatrisk erklæring og en erklæring fra Retslægerådet. Erklæringerne konkluderede, at den 20-årige udgjorde en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed på grund af risiko for fremtidig kriminalitet.

Forvaring bruges kun i alvorlige sager, og når det vurderes, at det ikke er tilstrækkeligt med en tidsbestemt straf til at beskytte samfundet mod personens farlighed.

Det var dog ikke et helt enigt nævningeting, der idømte den 20-årige forvaring. Et flertal i nævningetinget stemte for forvaring, mens et mindretal mente, at han ikke skulle idømmes forvaring. Men da flertallet stemte for forvaring, blev sanktionen det.

Han blev fundet skyldig i hele tiltalen mod ham. Han var blandt andet tiltalt for at have truet pædagoger på et bosted i Vrå ved at sige, at han havde lyst til at partere dem med en sav, hvorefter han tog en sav frem og sagde, at den ville være perfekt til at skære halsen på to navngivne personer over.

Den 20-årige blev også dømt for forsøg på vold på en fængselsbetjent i Aalborg Arrest, hvor han var varetægtsfængslet. Det skete, da han flere gange stak ud efter betjenten med en kuglepen påsat et barberblad. Der blev dog kun stukket hul i betjentens trøje.

Røveriforsøget, som den 20-årige også blev fundet skyldig i, skete i Brønderslev, men mislykkedes. Den 20-årige ankede dommen på stedet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her