Er situationen i dag værre og farligere end under den kolde krig?
»Den er lige så farlig eller måske endda farligere, men på en anden måde end under den kolde krig. Det, der gør den meget farlig, er for mig at se, at Europa står i et uset krydspres, hvor Europa og dermed Danmark både skal håndtere Ruslands forsøg på gennem krig at redefinere hele den europæiske sikkerhedsarkitektur, nogle helt uhørte amerikanske krav og et Kina, der lurer i baggrunden. Under den kolde krig var der på nogle punkter i perioder en større sovjetisk militær trussel, end der er fra Rusland i dag. Sovjetunionen kunne teoretisk set nok have løbet hele Europa over ende rent militært. Det kan Rusland ikke. På den anden side havde du en ganske utvetydig amerikansk støtte under den kolde krig hele vejen igennem. Så jeg kan godt tale mig i retning af, at det faktisk er en værre situation. Men det er først og fremmest en meget labil og dynamisk situation. Det er ganske nyt med den her meget vanskelige sikkerhedssituation. Jeg tror ikke, at den forsvinder igen ved et trylleslag, men hvis den amerikanske regering gradvist anlægger en mere moderat linje i sit forhold til Europa, bliver sikkerhedssituationen lidt mere håndterbar«.




























