Der vil blandt andet være fuld løn til medarbejdere, der går til fertilitetsbehandling, lyder det i aftalen.

46.000 finansansatte kan se frem til lønstigning i ny overenskomst

Lyt til artiklen

Finans Danmark og Finansforbundet har torsdag indgået en ny overenskomst for 46.000 finansansatte.

Det oplyser Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Aftalen er treårig og løber frem til 31. marts 2028.

Den indeholder et nyt lønsystem med en lønstigning på 2,4 procent det første år. Lønrammen stiger årligt 2,5 procent i de to sidste år.

Det giver en samlet lønstigning på 7,4 procent i perioden.

Desuden har parterne ønsket et mere bæredygtigt arbejdsliv i aftalen.

Blandt andet vil der være fuld løn til medarbejdere, der går til fertilitetsbehandling.

Der vil også være bedre muligheder for at planlægge overenskomstmæssige feriedage i forbindelse med personlige mærkedage eller dage, der betyder noget særligt for medarbejderen, lyder det.

»Finanssektorens nye overenskomst er økonomisk ansvarlig og giver mere fleksibilitet til gavn for både virksomheder og medarbejdere«, siger Morten Schønning Madsen, der er direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver.

»Med aftalen sikrer vi fornuftige lønstigninger og giver medarbejderne bedre muligheder for at håndtere arbejdslivet i svære livssituationer«, lyder det.

Overenskomsten gælder for 116 virksomheder og ansatte i landets penge- og realkreditinstitutter samt datacentraler.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her