Nogle tilskadekomne, der er godkendt til fleksjob og har fået afslag på erstatning for tabt arbejdsevne, kan alligevel få erstatning.
Det skyldes to domme fra Højesteret, skriver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) på sin hjemmeside.
Ifølge fagforbundet FOA kan dommene få betydning for op mod 25.000 fleksjobbere, som er gået glip af retmæssige erstatninger.
AES og Ankestyrelsen har selv beregnet, at det samlede beløb kan løbe op i 2,5 milliarder kroner.
AES skriver, at institutionen ikke selv har mulighed for at finde de relevante sager.
Derfor skal berørte fleksjobbere selv søge om at få genoptaget afgørelserne. Flere kriterier skal imidlertid være opfyldt.
Det gælder blandt andet at, indtægtsnedgangen var beregnet til at ligge mellem 5 og 15 procent.
Samtidig skal arbejdsskaden, som var hel eller delvis årsag til visitation til fleksjob, være sket 1. januar 2006 eller senere.
Tilbage i januar vandt FOA den anden sag om problemstillingen i Højesteret over AES og Ankestyrelsen.
Højesteret fastslog, at indtægtsnedgangen først er under bagatelgrænsen, når nedgangen er under fem procent.
Dermed var fleksjobber med et erhvervsevnetab på lidt under ti procent berettiget til erstatning, fremgår det af dommen.
Den første dom faldt i foråret 2024. Her vandt FOA en sag for en person med et tab på omkring otte procent.
Den juridiske tvist har helt konkret handlet om, hvordan arbejdsskadesikringsloven skal tolkes.
Ifølge FOA har myndighederne hidtil holdt sig til, at man må nøjes med sin løn, hvis man har fået vurderet tabet til at være mindre end 15 procent.
Det var FOA ikke enig i, og derfor har fagforbundet ført sagerne.
Kammeradvokaten, der har repræsenteret myndighederne i sagerne, har beskrevet, at det kræver 100 fuldtidsmedarbejdere for at gennemgå de potentielt 25.000 erstatningssager fra 2006 til 2024, skriver FOA.
Da Ankestyrelsen tabte sagen i april 2024, skrev styrelsen, at den afventede den kommende dom - altså den i januar - før der ville blive taget stilling til, hvilken betydning dommene måtte have for praksis på området.
ritzau
fortsæt med at læse




























