Kassen indeholder Stauning Whisky. Alene dér er der tale om noget særligt: dansk whisky destilleret i Skjern og hædret med prisen som ’verdens bedste’. Selve kassen er også lækker, og nede i den ligger kirsebærsirup, økologisk citronsaft, æggehvider fra Foamy Whites og tørrede appelsinskiver flot anrettet på høfarvet fyldpapir. Samt – selvfølgelig – opskriften.
Det sidste er faktisk ingen selvfølgelighed. Ligesom andre aspekter heller ikke er det. For selv om Politiken tester færdigpakkede cocktailkasser, er der for de flestes vedkommende slet ikke tale om kasser. Der mangler også medfølgende opskrifter, og flaskerne er i flere tilfælde af ukendte mærker, som de to meget cocktailgarvede testdommere aldrig har hørt om.




























