En 20-årig motorcyklist er kommet til skade i forbindelse med en trafikulykke i Hillerød mandag aften.
Det oplyser Jakob Tofte, som er vagtchef hos Nordsjællands Politi, til Ritzau.
Vurderingen på ulykkesstedet er umiddelbart, at den 20-årige mand er alvorlig tilskadekommen, lyder det.
Ulykken er sket på Milnersvej, som mandag aften blev totalt spærret for trafik syd for Godthåbsvej i forbindelse med politiets arbejde.
Det skrev politikredsen i et opslag på X.
Ifølge vagtchefen skulle blandt andre en bilinspektør og teknikere undersøge ulykkesstedet.
Kort efter klokken 21 er der åbent for trafik igen.
ritzau




























