Det er uklart, hvordan den grønlandske regering fremover vil se ud, efter at det socialliberale parti Demokraatit, ved valget tirsdag fik en højst overraskende jordskredssejr. Hidtil har de levet en forholdsvis stille tilværelse som et mindre oppositionsparti i det grønlandske parlament.
Partiet opnåede en tredjedel af stemmerne, hvilket gør det til det suverænt største parti i grønlandsk politik. Formand for Demokraatit er den kun 33-årige Jens-Frederik Nielsen, som nu formentlig kan se frem til at afløse Múte B. Egede som grønlandsk regeringsleder.


























