To mænd blev erklæret døde på stedet efter en ulykke med motorcykel i Farsø i Nordjylland tirsdag aften.

To mænd døde i ulykke med motorcykel i Farsø

Lyt til artiklen

To mænd på henholdsvis 26 og 35 år afgik tirsdag aften ved døden i Farsø i Nordjylland efter en motorcykelulykke, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted tidligt onsdag morgen.

Politiet modtog anmeldelsen 21.02 fra en forbipasserende, som ringede 112.

»Der lå en forulykket motorcykel, og i nærheden blev der fundet to livløse personer. Der blev sendt lægeambulance, ambulance og politi ud med det samme«, fortæller vagtchefen.

Nærmere bestemt fandt ulykken sted på Gattenvej ved Golfvænget i Farsø.

»Begge personer blev erklæret døde på stedet på baggrund af de skader, som de havde pådraget sig ved ulykken«, siger Christian Tilsted.

De pårørende er underrettet.

Der var ikke umiddelbart andre køretøjer involveret i ulykken, siger vagtchefen:

»En bilinspektør skal ud at undersøge de nærmere omstændigheder, og så skal vi se, hvad det giver anledning til«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her