Penge fra ny fond skal blandt andet gå til at skærpe de danske soldaters kampkraft i mørke.

Forsvaret investerer milliardbeløb i rifler, pistoler og natkikkerter

Det er fungerende forsvarschef Michael W. Hyldgaard, der har anbefalet udstyret. Foto: Jens Dresling
Det er fungerende forsvarschef Michael W. Hyldgaard, der har anbefalet udstyret. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Forsvaret køber via midler fra en nyligt oprettet fond materiel som rifler, pistoler og termiske observationskikkerter.

Der bliver købt nyt materiel for samlet to milliarder kroner, meddeler Forsvarsministeriet mandag på sin hjemmeside.

»Danmark har brug for et moderne og topprofessionelt forsvar, og det er et væsentligt skridt at investere to milliarder kroner i soldaternært materiel. Det er vigtigt, at vores soldater har det nødvendige materiel til at kunne løse opgaven«.

»Og så tror jeg, at det vil øge arbejdstilfredsheden i hverdagen for den enkelte soldat, hvilket vil bidrage til at fastholde vores medarbejdere«, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til hjemmesiden.

Købene skal være med til at genopbygge Forsvaret. Det sker ved at tilføje materiel som taktiske radioer og udstyr, taktisk lys, feltkikkerter og anden enkeltmandsudrustning til de danske soldaters udstyr.

Det nye udstyr skal blandt andet optimere soldaternes evne til at kunne kæmpe i mørke. Der bliver indkøbt natsigte til tungt maskingevær, natbriller og termiske observationskikkerter.

Det er fungerende forsvarschef Michael W. Hyldgaard, der har anbefalet udstyret.

»Nu får de (soldaterne, red.) endnu mere til rådighed af nogle af de helt grundlæggende genstande som våben og andet taktisk udstyr og udrustning«, siger forsvarschefen til hjemmesiden.

»Når vi hurtigt kan levere moderne materiel, styrker vi ikke bare Forsvarets kampkraft -- vi øger også sikkerheden for soldaterne og deres evne til at løse opgaven effektivt. Materiellet kan gøre en reel forskel i såvel uddannelse som i kamp«.

Regeringen foreslog i februar at etablere en fond, som i år og næste år får samlet 50 milliarder kroner. Det skal sætte mere fart på oprustningen af Danmarks kampkraft.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her