Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

En 32-årig mand er anholdt og sigtet for drabsforsøg. Fire teenagere sidder allerede fængslet i sagen.

To unge blev såret af knivstik – ny anholdelse i sagen

Lyt til artiklen

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi fremstiller torsdag en 32-årig mand i grundlovsforhør i forbindelse med et knivstikkeri i Taastrup i sidste uge.

Her blev to unge såret alvorligt af knivstik, og fire mænd sidder allerede varetægtsfængslet i sagen.

Det var klokken 18.30 om aftenen den 3. april, at der indløb en anmeldelse om knivstikkeri på Gadehavegårdsvej i Taastrup.

På stedet blev to unge mænd fundet såret, og de blev bragt på hospitalet. Politiet beskrev deres tilstand som kritisk.

Københavns Vestegns Politi efterforsker sagen som et drabsforsøg, og allerede i timerne efter knivstikkeriet foretog politiet de første anholdelser.

Dagen efter blev tre drenge og mænd i alderen 15-19 år varetægtsfængslet i sagen, og tirsdag i denne uge meldte en 19-årig mand sig selv til politiet. Han blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

Københavns Vestegns Politi skriver torsdag på det sociale medie X, at anholdelsen af den 32-årige er sket efter ’målrettet efterforskning’.

Den 32-årige sigtes for drabsforsøg og vil blive stillet for en dommer ved Retten i Glostrup senere torsdag.

Københavns Vestegns Politi oplyser ikke, hvorledes den 32-årige forholder sig til sigtelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her