Alle bakker op om, at reglerne for støtte til handikappede forenkles. Men en række organisationer frygter, at nye regler på nogle punkter vil gøre det modsatte, og de advarer om, at der er risiko for, at en stor gruppe vil miste støtte, de har krav på.
»Det er godt, at man arbejder for at lette dokumentationen, men vi synes slet ikke, at man kommer i mål, og vi er bekymrede for, at flere vil opleve at være utilstrækkeligt dækket«, siger eksempelvis specialkonsulent i Institut for Menneskerettigheder, Peter Kristian Hjaltason.




























