To mænd på 25 og 43 år har fredag fået henholdsvis tre måneders fængsel og otte måneders fængsel i forbindelse med en episode, hvor en mand blev overfaldet i Frederikssund og efterfølgende mistede livet. Det har Retten i Hillerød afgjort, oplyser specialanklager ved Nordsjællands Politi Rikke Hald.
De to mænd er dømt for vold i forening og vold af særlig farlig karakter. Til gengæld er de blevet frifundet for vold med døden til følge, oplyser anklageren.
De to dømte har hele vejen gennem retssagen nægtet sig skyldige, og de har taget betænkningstid i forhold til, om domme skal ankes, siger Rikke Hald. Fredag er det ikke muligt for anklageren at udtale sig yderligere om dommens indhold.
Episoden fandt sted en forårsnat i april 2023. Her blev en 42-årig mand fra lokalområdet overfaldet omkring klokken 01.55 ved Spar 5 Bodega i Havnegade i Frederikssund. Han blev senere erklæret hjernedød, og der blev efterfølgende slukket for respiratoren.
ritzau
fortsæt med at læse



























