En mand er svært tilskadekommen, efter at der gik ild i ham. Politiet mistænker ikke en kriminel handling.

Ældre mand med rollator fundet med ild i

Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der gik tirsdag ild i en 85-årig mand med rollator på Vejporten i Hjortekær i Kongens Lyngby.

Det oplyser Jakob Tofte, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 17.46 og fandt efterfølgende en svært tilskadekommen mand.

»Patruljer har talt med manden, som nu er på vej til traumecentret«, siger vagtchefen.

Man mistænker indtil videre ikke, at der ligger en kriminel handling bag.

»Vi laver de undersøgelser, vi skal, og taler med de folk, vi kan, og så skal vi selvfølgelig have fundet ud af, hvad årsagen til det her helt præcist er«, lyder det videre.

Det var forbipasserende, der anmeldte episoden til politiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her