En mistænkt flugtbilist har meldt sig selv efter en ulykke i Dragør tirsdag aften, hvor en 68-årig kvinde mistede livet.
Det skrev Københavns Politi på X onsdag morgen.
Ulykken skete på Englandsvej i Store Magleby i Dragør på Amager, hvor kvinden blev påkørt og efterfølgende døde af sine kvæstelser.
Den mistænkte flugtbilist er en mand på 29 år. Det er onsdag eftermiddag uvist, om manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør.
Onsdag eftermiddag oplyser Københavns Politi, at det var en såkaldt UTV - et terrængående køretøj på fire hjul, der ramte kvinden.
Til at starte med oplyste politiet, at kvinden og hendes mand formentlig stod og ventede på bussen. Men onsdag eftermiddag oplyser politiet, både kvinden og manden var på cykel.
»Efterforskningen fortsætter, og vi hører stadig gerne fra vidner, der har set noget i forbindelse med ulykken«, lyder det fra politiet på X.
Det var klokken 22.45, at politiet fik en anmeldelse om ulykken, hvor to fodgængere, der ifølge politiet formentlig ventede på bussen, blev påkørt.
Redningspersonale ydede førstehjælp på stedet, inden kvinden blev bragt til Rigshospitalet. Her blev hun erklæret død.
Den anden fodgænger - kvindens mand - kom ikke til skade.
Natten til onsdag oplyste vagtchefen ved Københavns Politi, at der skete en flugt fra ulykkesstedet, og at man formodede, at de blev påkørt af en bil.
ritzau
fortsæt med at læse




























