Om få uger er det slut, men lige nu vrimler det med store stimer af blanke hornfisk langs Danmarks kyster. Af den grund har de ekstra travlt i landets lystfiskerbutikker, og da Politiken besøger én af dem for at få deres bedste staldtips til at få hornfisk på linen, er der da også godt gang i biksen.
En større flok drenge på 12-13 år har lige fået fri fra skole og diskuterer opildnet, hvilket grej de skal bruge til en eftermiddag ved vandet. Som så mange andre håber de på at fange den aflange fisk, der både smager godt og er nem at fange netop nu.


























