Børn i Danmark anbringes i dag senere end tidligere år, selv om der er bred politisk enighed og en aftale om, at anbringelser skal ske tidligere.
En ny analyse fra tænketanken Kraka viser, at gennemsnitsalderen for anbragte børn på fem år er steget med knap fire måneder til 11,5 år i 2023.
Tallene overrasker seniorøkonom Thomas Wilken fra Kraka.
»Både på grund af det store politiske fokus de seneste år, men også fordi andelen af tvangsanbringelser, som typisk sker blandt yngre børn, er steget markant siden 2011 og frem til i dag, siger Thomas Wilken i en pressemeddelelse.
Inden sin valgsejr i 2019 sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ville være ’børnenes statsminister’ og i sin første nytårstale, sagde hun, at flere udsatte børn skulle bortadopteres.
»Flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile«, lød det i 2020 fra statsministeren.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog derfor i 2021 en aftale, der blandt andet skal sikre, at udsatte børn får den rette hjælp og får den tidligere end i dag.
I dag er der dog store forskelle mellem kommunerne.
I de ti kommuner, der anbringer børn tidligst, er gennemsnitsalderen ved første anbringelse 9,4 år. I de ti kommuner, der anbringer senest, er gennemsnitsalderen 13,3 år. Det er en forskel på næsten fire år.
Når der tages højde for børnenes socioøkonomiske baggrund og alderssammensætningen i kommunerne, er forskellen stadig 2,7 år.
»Forskellene er så store, at det kalder på en nærmere undersøgelse af kommunernes praksis«, siger Thomas Wilken.
Ved udgangen af 2023 var der omkring 13.900 anbragte børn i Danmark, svarende til 1,2 procent af alle børn mellem 0 og 17 år.
Andelen har ligget stabilt i flere år.
Kraka understreger, at forskellene mellem kommunerne kan skyldes forskellige faglige vurderinger. Men analysen peger ifølge tænketanken på, at variationen er så stor, at der kan være tale om forskelle i kommunal praksis.
Hvert fjerde anbragte barn ville gerne have været fjernet tidligere fra deres biologiske forældre. Det fremgik af en undersøgelse fra 2023, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) lavede.
ritzau
fortsæt med at læse
Alle børn og unge fortjener et hjem, der er mere end bare fire vægge og en seng at sove i
-
Barndom Uden Vold: Hvert sjette barn har været udsat for fysisk vold af en forælder det seneste år. Hvorfor taler vi ikke meget, meget mere om det – og gør noget ved det?
-
Flere børn bor på krisecenter. Lucca er et af dem
-
Et stigende antal børn kommer på krisecenter. Men næsten ingen rettigheder følger med dem




























