Gerningsmændene stak af med ure til en samlet værdi af godt fem millioner kroner under et røverisk overfald i en urforretning i Aarhus den 23. maj.
Det er kommet frem i et retsmøde torsdag i Retten i Aarhus, rapporterer TV 2 Østjylland og stiften.dk.
Her fremstilles fire mistænkte mænd for en dommer. Efter en intens efterforskning blev de anholdt onsdag aften.
Aktionen blev gennemført af Østjyllands Politi i samarbejde med kolleger fra Syd- og Sønderjyllands Politi, har politikommissær Jens Rønberg oplyst til Ritzau.
To af de anholdte beskyldes for at have udført selve røveriet. En tredje mistænkes for at have forsøgt at sælge 25 af de i alt 62 ure i Sønderborg. Og den fjerde sigtes for besiddelse af den pistol, som blev brugt.
I retsmødet er der indkaldt tolke, der oversætter fra serbisk, hollandsk og montenegrinsk, oplyser de to medier.
De anholdte er i alderen fra 27 til 62 år, har Østjyllands Politi tidligere torsdag oplyst. Nogle af anholdelserne skete i Aabenraa, skriver stiften.dk.
Forbrydelsen fandt sted om formiddagen 23. maj mod forretningen Kejser Aarhus i Rosensgade.
Indehaveren fik presset en pistol mod halsen, og sammen med en ansat blev han fikseret med strips og placeret i baglokalet.
I tiden efter røveriet kom politiet med flere appeller til borgerne om hjælp. Opfordringen blev fulgt.
Således var det borgere, der kunne fortælle politiet, at en efterlyst bil på schweiziske nummerplader stod på en parkeringsplads ved Lidl på Skejbyvej.
»Vi vil gerne takke for de henvendelser fra offentligheden, som vi har modtaget i forbindelse med efterlysningen«, udtaler politikommissær Jens Rønberg i en pressemeddelelse.
ritzau




























