Opdateret mandag klokken 11.57
Københavns Politi efterforsker et skyderi natten til mandag i Sydhavnen bredt, men en af hovedteserne er, at der er tale om et opgør i rocker- og bandemiljøet.
Det oplyser politikredsen til Ritzau mandag formiddag.
Skyderiet blev anmeldt til politiet klokken 01.33 og fandt sted på Teglholmsgade. To personer blev ramt.
Det oplyste Martin Kajberg, vagtchef i Københavns Politi, natten til mandag.
Mandag formiddag lyder det, at de to ofre er en 39-årig mand og en 20-årig kvinde. Ingen af de to er i livsfare.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det mandlige offer et prominent medlem af rockerklubben Hells Angels.
Billeder fra stedet viste mandag blandt andet et vindue med en række skudhuller.
Politiet har ikke anholdt nogen i sagen for nuværende.
Københavns Politi skriver mandag på det sociale medie X, at en mobil politistation vil være til stede i området mellem klokken 15 og 19 mandag.
Her kan man tale med politiet, hvis man har behov for det.
ritzau
fortsæt med at læse


























