Politiet mistænker, at jalousi lå til grund for, at en 30-årig mand skød en 32-årig mand i halsen i Græsted.

Mand anholdt for at skyde jævnaldrende mand i halsen med luftgevær

Lyt til artiklen

En 30-årig mand er natten til mandag blevet anholdt for at have skudt en 32-årig mand i halsen med et luftgevær i Græsted.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Nick Jensen.

»Det var umiddelbart noget uvenskab og jalousi, der lå til grund for handlingen, siger han.

Luftgeværet skød med hagl, lyder det.

Manden er i stabil tilstand og er blevet indlagt på Rigshospitalet, hvor det skal vurderes, om han skal opereres.

Han ringede selv til politiet og anmeldte episoden klokken 01.06.

»Han blev ikke ramt et vitalt sted. Han var hele tiden ved bevidsthed og klar i tale og sprog, siger Nick Jensen.

Da politiet ankom, var gerningsmanden kørt fra stedet i bil. Han blev dog anholdt godt en halv time senere på en adresse kort derfra.

De to mænd kendte hinanden i forvejen, siger vagtchefen.

Den 30-årige mand er anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Politiet har endnu ikke vurderet, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Gerningsmanden er kendt af politiet i forvejen.

»Vi har været til stede derude og er i gang med alle de undersøgelser, vi skal udføre, siger Nick Jensen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her