Ved en fejl blev der blandet kølervæske i slushice i Jesperhus Blomsterpark, og det fik tirsdag politiet til at rykke ud for at undersøge mulig forgiftning.
Giftlinjen oplyser dog ifølge politiet, at kølervæsken er ufarlig i det blandingsforhold, som er indtaget.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi et opslag på det sociale medie X.
Flere børn drak slushicen med kølervæske under en forestilling i Jesperhus Blomsterpark.
Kølervæsken bruges i forbindelse med fødevareindustrien og var ved en fejl blandet i slushicen.
Politiet blev alarmeret, og også en akutlægebil og en ambulance blev tilkaldt.
»Vi har været i kontakt med alle implicerede. Børn og forældre er tilset og vejledt om mulige symptomer«, skriver politiet, der altså tilføjer, at væsken var ufarlig i det forhold, som børnene indtog.
Direktør Henrik Munksgaard fortæller, at op mod 40 børn kan have drukket væsken, og at det skete i forbindelse med et familie-piratshow, som straks blev afbrudt.
»Vi vælger at gå ud offensivt til gæsterne med det samme og sige, at der kan være sket en fejl her, og der kan være blandet rengøringsmiddel i drinksene, og så finder vi ud af, at det er der rent faktisk«, siger han til Ritzau.
Kølervæsken er del af et rengøringsmiddel, som et eksternt firma bruger til at rense sodavandsanlæggene i parken.
Direktøren fortæller, at midlet var blevet efterladt af det eksterne firma i nærheden af sodavandsanlægget, selv om de plejer at tage det med sig.
Rengøringsmidlet er blåt ligesom slushicesaften, som blev brugt ved piratshowet. Dunkene var ifølge direktøren identiske.
»Vi har på en eller anden måde fået taget fejl af det og fået taget en forkert dunk«, siger han og tilføjer:
»Det er en menneskelig fejl, og det må selvfølgelig ikke ske. Vi kigger selvfølgelig internt i vores procedure for at undgå det igen«.
ritzau




























