Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Der er målt for høje koncentrationer af E. coli-bakterier i flere badezoner rundt om i København.

Badning ved københavnske badezoner frarådes efter E. coli-måling

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Man bør ikke hoppe i vandet ved flere badesteder i København på grund af for høje koncentrationer af tarmbakterier.

Således fraråder Københavns Kommune via hjemmesiden Badevand.dk badning ved fire københavnske badezoner, skriver TV 2 Kosmopol.

Helt konkret gælder det Kalvebod Brygge, Islands Brygge Havnebad, Halfdansgade Badezone ved Islands Brygge og stranden i Valbyparken.

Ved alle fire badesteder er der blevet målt for høje koncentrationer af E. coli-bakterier.

Indtil videre fremgår det, at man skal holde sig fra at bade i zonerne til og med lørdag.

E. coli er bakterier, der kan findes i dyr, fødevarer og vand og føre til alvorlige sygdomsforløb hos mennesker.

De fleste colibakterier er naturligt forekommende i menneskers og dyrs tarme og forårsager ikke sygdom.

Visse grupper af E. coli kan dog føre til forskellige former for infektioner ifølge Statens Seruminstitut.

Det kan føre til diarré, blærebetændelse eller nyre-bækkeninfektion.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her