De pårørende er underrettet, efter at flere personer i en bil er kommet alvorligt til skade i soloulykke.

Tre er kommet alvorligt til skade i solouheld på Amagermotorvejen

Lyt til artiklen

Tre personer var tirsdag formiddag involveret i et ’alvorligt solouheld’ på Amagermotorvejen, oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Mads Dam.

»Der var tre personer i bilen. To af dem bliver kørt i ambulance nu her med eskorte«, sagde vagtchefen lidt efter klokken 11.

Den tredje er også alvorligt tilskadekommen, oplyste han.

I en opdatering på X skriver politikredsen, at der er tre alvorligt tilskadekomne, og at de pårørende er underrettet.

Uheldet spærrede i et stykke tid to vejbaner, men der er nu åbnet igen efter afslutningen af tekniske undersøgelser, skriver politikredsen.

Det har ikke været muligt at få fat i politiet for at høre, hvad der har været skyld i soloulykken.

Hovedstadens Beredskab skrev tidligere på dagen på X, at de havde frigjort en person fra stedet.

Beredskabet havde fået meldinger om et færdselsuheld med en bil liggende på taget, skrev det i en tidligere opdatering på X.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her