17-årig dreng er anholdt og fremstilles onsdag efter en ulykke, som kostede en 65-årig mand livet i København.

17-årig fører af Porsche er anholdt efter dødelig påkørsel foran BabySam

Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet har anholdt en 17-årig dreng efter en færdselsulykke, som kostede en 65-årig mand livet på Roskildevej i København tirsdag aften.

Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X.

Drengen var flygtet fra stedet, men blev anholdt natten til onsdag klokken 01.40.

Han fremstilles onsdag i Dommervagten i København, lyder det.

Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer kan ikke oplyse, hvad manden er sigtet for, men henviser til fremstillingen af drengen onsdag.

Ud over den 65-årige mand blev også en 30-årig kvinde påkørt, oplyste vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen tirsdag aften.

Kvinden er blevet meldt uden for livsfare.

»De har stået to og været ved at pakke en bil. En kvinde har brækket sit ben, og en mand er afgået ved døden«, sagde han.

Har fundet lattergaspatroner

Bilen, en Porsche, var blevet efterladt på stedet, og føreren flygtede fra stedet umiddelbart efter ulykken, lød det fra vagtchefen.

Michael Andersen oplyste desuden, at der var fundet lattergaspatroner ved stedet for færdselsuheldet. Han ville ikke bekræfte, om patronerne var formodet fundet i Porschen.

Det er endnu uvist, hvorfor manden har påkørt personerne.

»Tre yderligere køretøjer blev ramt i forbindelse med påkørslen«, fortalte Michael Andersen.

Der er dog ikke sket personskade i den forbindelse.

Ulykken fik politiet til at spærre Roskildevej i begge retninger fra Ålholmvej til Peter Bangs Vej.

Tidligere tirsdag lød det fra politiet, at tre personer var kommet til skade.

Men der er altså tale om to personer, hvoraf den ene er afgået ved døden, fortalte vagtchefen.

Michael Andersen oplyste videre, at der er en familiær relation mellem den afdøde 65-årige og kvinden, men ville ikke komme det nærmere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her