En far og hans to børn er uskadte efter uheld på Frederiksberg. De er kørt til skadestuen for kontrol.

Mand kørte ind i bil med far og børn på Frederiksberg og flygtede

Lyt til artiklen

Københavns Politi har pågrebet en mand, der flygtede i sin bil efter at være kørt ind i en bil med en far og to små børn på Nordre Fasanvej på Frederiksberg.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

»Han er tilsyneladende kørt over for rødt og ind i siden på en anden personbil, hvor der sad en far med sine to mindreårige børn«, siger vagtchefen.

»De er uskadte, men noget rystede. De er kørt til skadestuen bare lige for at komme til kontrol«, tilføjer vagtchefen.

Men hændelsen på Nordre Fasanvej var ikke den eneste anmeldelse om mandens kørsel, som tikkede ind hos politiet.

»Der var en anmeldelse eller to umiddelbart forinden, hvor han også har påkørt en anden bil på Finsensvej«.

»Så vi er ved at samle lidt sammen på ham«, siger vagtchefen.

Han fortæller, at bilisten flygtede fra stedet efter ulykken på Nordre Fasanvej, hvorefter politiet pågreb ham på Godthåbsvej.

Politiet vil ikke umiddelbart forsøge at få manden varetægtsfængslet, lyder det fra vagtchefen.

»Der skal være noget tungere. Noget straffelovsmæssigt. Og det har vi ikke samlet sammen endnu i hvert fald«, siger vagtchefen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her