Opdateret 21.13:
En politiassistent fra Fyns Politi er torsdag blevet idømt 30 dages ubetinget fængsel i en sag om tjenestemisbrug.
Det skriver Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn, der er til stede i Retten i Odense, hvor dommen er blevet afsagt torsdag eftermiddag.
Han er blandt andet dømt for at oprette en falsk anmeldelse og dele fortrolige oplysninger om forfatteren Sara Omar, skriver Berlingske.
Den dømte, Elvir Abaz, har tidligere været kendt som en markant stemme i den offentlige debat om indvandring, kriminalitet og ghettoer.
Under retssagen har han erkendt sig skyldig i 21 af de 29 forhold, han var tiltalt for. Han blev dømt for alle 29.
De 21 forhold, han erkender, drejer sig om, at han blandt andet tog billeder af et oplæg fra politiets efterretnings- og analyseenhed om banden Korsløkkegruppen.
Dom anket på stedet
Tidligere på ugen forklarede han i retten, at der var en tjenstlig anledning til at tage billederne.
Han forklarede, at han arbejdede i politiets vagtcentral, og at han havde taget billederne for at kunne vende tilbage til dem, når der var en ledig stund.
Han erkendte også, at han havde taget foto af et internt skriv i politiet om et drabsforsøg i Odense.
»Jeg ved godt, at det ikke er helt efter bogen. Men det er heller ikke usædvanligt. Jeg skulle have taget billederne med min tjenestemobil, som var i stykker. Det var min fejl«, sagde den 49-årige onsdag.
Betjenten, der er suspenderet fra tjenesten, ankede dommen på stedet.
Ifølge DR gik anklagemyndigheden efter en fængselsstraf. Forsvareren mente, at straffen blot skulle være en betinget dom eller en bødestraf.
Under sagen er det kommet frem, at det var betjentens ekskone, der fik politiet til at tage sagen op.
Hun havde ifølge sagens anklager, Christina Schou, modtaget flere fotos af de sagsakter, som politiassistenten erkendte at have taget med sin private telefon.
Selv afviste han at have givet ekskonen adgang til billederne. Han mener, at hun har afluret koden på hans mobiltelefon og skaffet sig adgang til billederne uden hans accept.
ritzau




























