Danmarkshistoriens største våbenindkøb er en realitet.
Forsvaret har fået grønt lys af forsvarsforligskredsen til at anskaffe sig otte mellem- eller langtrækkende, jordbaserede luftforsvarssystemer for mere end 50 milliarder kroner.
Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.
På et pressemøde i Forsvarsministeriet, hvor anskaffelsen præsenteres, kalder Troels Lund Poulsen det et »kvantespring« i forhold til Danmarks evne til at forsvare sig selv.
»Vi er med til nu at få en langt bedre beskyttelse af det danske samfund«.
Amerikansk system fravalgt
Luftforsvaret købes hos fire europæiske producenter. Dermed er det amerikanske Patriot-system blevet fravalgt.
Fakta
Jordbaseret luftforsvar
Ifølge Per Pugholm, direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), har leveringshastighed været ’det afgørende parameter’. Han nævner, at der er historisk stor efterspørgsel efter Patriot-systemet.
Troels Lund Poulsen uddyber, at det ikke har været afgørende for beslutningen, at systemerne er europæiske og ikke amerikanske.
Det langtrækkende system SAMP/T anskaffes hos en fransk-italiensk producent og skal være klart i 2028 eller 2029, mens de mellemrækkende systemer købes hos en norsk, tysk og fransk producent.
Danmark har ikke haft jordbaserede luftforsvarssystemer siden 2004.
Der er dog allerede luftforsvarssystemer på vej i forvejen.
I juni blev det annonceret, at producenter fra Tyskland, Frankrig og Norge skal levere kortrækkende luftforsvarssystemer til Danmark for mere end seks milliarder kroner.
Meget dyrere end F-35-kampfly
I pressemeddelelsen fredag lyder det, at »de samlede omkostninger relateret til anskaffelser og drift af jordbaserede luft- og missilforsvarssystemer estimeres til 58 milliarder kroner i forligsperioden«. Derfor har fredagens indkøb en samlet pris på over 50 milliarder kroner.
Til sammenligning kostede Danmarks 27 F-35-kampfly omkring 16 milliarder kroner, hvilket var det hidtil største enkeltstående våbenindkøb i Danmark.
Oprindeligt var der kun afsat fra 19 til 25 milliarder kroner i forsvarsforliget til indkøbet af et jordbaseret luftforsvar mod missiler, fly og droner.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvordan det øgede budget finansieres.
Ritzau


























