Artiklen er opdateret mandag kl. 15.43.
En forbipasserende fandt lørdag formiddag en afdød person i et skovstykke nær Hestehavevej uden for Rønnede. Politiet har endnu ikke fastslået den afdødes identitet, men oplyser søndag, at sagen betragtes som et drab. Det fortæller politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
»På grund af sagens omstændigheder – som jeg af efterforskningsmæssige årsager ikke kan komme nærmere ind på – betragter vi sagen som et drab. Vi er fortsat i færd med at undersøge spor og gennemføre afhøringer for at danne os et billede af, hvad der er foregået. De undersøgelser vil formentlig pågå nogen tid endnu, og den afdøde bliver obduceret søndag«, siger han.
Kim Kliver fortæller til Ritzau, at han ikke kan sige, hvad der ligger til grund for drabsmistanken, fordi sagen er på »et meget tidligt stadie«. Han siger videre, at politiet foruden at tale med vidner har indsamlet rigtigt meget videomateriale, som bliver gennemgået.
»Det er med henblik på at fastslå, hvornår det er sket. Hvem har været involveret og så fremdeles. Men det er et langt sejt træk«, siger han.
Ifølge TV 2 Øst har politiet siden lørdag været synlige i området nær Hestehavevej, hvor Skovtårnet ligger. Politiet har med hjælp fra Hjemmeværnet afspærret en del af området, og afspærringen opretholdes fortsat søndag, skriver politiet i sin pressemeddelelse.
I efterforskningen af dødsfaldet søger politiet også mulige vidner.
»Vi hører gerne fra borgere, der kan have set noget mistænkeligt på Hestehavevej eller i nærområdet i tidsrummet fra fredag aften til tidligt lørdag morgen. Vi er også interesseret i eventuelt bemærkelsesværdige hændelser fra området i dagene frem til lørdag morgen. Endelig er vi tillige interesseret i videoovervågning fra området omkring Hestehavevej«, siger Kim Kliver.
Vidner kan kontakte politiet på telefon 114.
Liget er identificeret som en mand
Flere borgere har givet politiet oplysninger, efter at liget af en mand lørdag blev fundet i et skovområde nær Rønnede, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag om sagen, der behandles som et drab.
I en pressemeddelelse oplyser politiinspektør Kim Kliver, at politiet har sat mange kræfter ind på at opklare sagen.
»Det er en sag, vi ser på med stor alvor, og derfor er der afsat betydelige ressourcer til arbejdet. Vi afprøver forskellige teorier, som jeg ikke på nuværende tidspunkt kan komme ind på«, udtaler han mandag.
Både søndag og mandag har politiet fået en del henvendelser, lyder det. Men efterforskerne gentager mandag en appel til offentligheden: Man er fortsat interesseret i at få kontakt med personer, der kan have set noget mistænkeligt på Hestehavevej eller i nærområdet fra fredag aften til tidligt lørdag morgen.
Også videoovervågning fra området er politiet interesseret i. Det kan for eksempel være optagelser fra dashcams, som filmer fra en bil. Søndag blev den afdøde obduceret, og mandag oplyses det, at der er tale om en mand. Hans identitet er dog ikke fastlagt endnu, oplyser politiet.
Ritzau



























