Siden 2021 har elbiler kunnet parkere gratis i fire timer på offentlige parkeringspladser i Aarhus Kommune.

Elbiler kan snart ikke længere parkere gratis i Aarhus

Lyt til artiklen

Fra oktober vil en særordning i Aarhus Kommune, som giver elbiler gratis parkering i fire timer, ikke længere gælde.

Det oplyser Teknik og Miljø i kommunen i en pressemeddelelse.

»Fra 1. oktober vil man ikke længere kunne vælge rabatordningen for elbiler i parkeringsapps og ved automater, hvor man plejer at registrere sin parkering«.

»Taksterne for elbiler bliver de samme som for alle andre køretøjer, som varierer alt efter zone«, siger afdelingsleder Felix Vestergaard i meddelelsen.

Siden 2021 har den særlige parkeringsordning givet elbiler fire timers gratis parkering på kommunale parkeringspladser i Aarhus Kommune.

Særordningen blev vedtaget til at gælde en fireårig periode. Det har derfor hele tiden været kendt, at den ophører fra udgangen af september 2025.

Da byrådet vedtog beslutningen, vurderede man, at man som minimum ville gå glip af ni millioner kroner i indtægter fra parkering.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her