Tidligere S-minister Christine Antorini skal være med til at rådgive beskæftigelsesminister om arbejdsmarked.

Eksminister bliver forperson for nyt Arbejdsmarkedsråd

Lyt til artiklen

Tidligere børne- og undervisningsminister for Socialdemokratiet Christine Antorini skal være forperson for et nyt Arbejdsmarkedsråd, der nedsættes 1. oktober.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Rådet skal rådgive beskæftigelsesministeren om aktuelle forhold og udfordringer på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet.

Det er beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S), der har udpeget Christine Antorini.

»Jeg ser frem til samarbejdet med det nye Arbejdsmarkedsråd og er glad for, at Christine Antorini har sagt ja til at være forperson for rådet.

»Med sin brede erfaring ved hun, hvor vigtigt det er, at rådet kan samarbejde og sætte retning for vigtige dagsordner til gavn for danskerne og hele vores arbejdsmarked, siger han i pressemeddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her