En 26-årig svensk mand frikendes for at have haft planer om at dræbe en uidentificeret person med relation til banden Loyal To Familia (LTF).
Samtidig kendes en 19-årig dansk mand skyldig i samme forhold i Københavns Byret mandag formiddag.
De to mænd har været varetægtsfængslet siden 30. oktober 2024, men mandag formiddag klokken 10.50 kan den svenske mand gå fra retssal 60 i Københavns Byret som en fri mand.
Rettens begrundelse for skyldkendelsen er, at det ikke er fundet bevist, at den 26-årige kendte til den lejemordsopgave, som han var tiltalt for.
Retten anerkender dog samtidig, at flere punkter i hans forklaring har været utroværdige.
Den 19-årige kendes skyldig, da det findes bevist, at han var ansvarlig for indkøb og koordinerede aftaler med personer, om hvad der skulle købes ind, heriblandt pistol og handsker.
Dermed mener retten, at han må have haft den fornødne viden om, hvad der skulle ske.
Retten finder det ikke bevist, at han vidste, at det var den nu frikendte svensker, som skulle begå det.
Der ventes dom til den 19-årige dansker senere mandag.
ritzau




























