En 45-årig mand fra Ringsted er blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for at have opbevaret en større mængde pistoler i en lejlighed.
Mængden var så stor, at den kan karakteriseres som et våbenlager ifølge regler i den nye bandepakke.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
»Der er tale om en ny tilføjelse til straffeloven, hvorfor det endnu er meget begrænset, hvad der indtil nu er afsagt af domme på området - om overhovedet nogle«, siger anklageren i sagen, Imran Birksø.
Manden valgte at modtage dommen.
Politiet oplyser, at der var tale om samlet ti pistoler, hvoraf nogle var gas- eller signalpistoler. Den ene af dem var lavet om, så den kunne fungere som en rigtig pistol.
ritzau




























