I løbet af tre dage i sidste uge havde politiet særligt fokus på smugling og organiseret tyveri og kriminalitet.

40 anholdt i europæisk aktion mod omrejsende kriminelle

Lyt til artiklen

I en europæisk aktion rettet mod organiseret tyveri, smugling og organiseret kriminalitet i sidste uge blev 40 personer anholdt – 11 af dem i Danmark.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, der sammen med Udlændingekontrolafdeling Vest var vært for aktionen, i en pressemeddelelse.

Den tre dage lange operation, der har fået navnet Empact Trident, blev iværksat på baggrund af en analyse af kriminaliteten i Europa.

Her blev omrejsende kriminelle grupper udpeget som et område, hvor der er brug for en ekstra indsats.

Operationen varede i tre dage, og i den periode blev mere end 22.000 personer og 13.000 køretøjer kontrolleret, primært i Østersøregionen.

I Danmark blev 3825 personer og 1640 køretøjer kontrolleret.

»Operationen viser, at grænseoverskridende kriminalitet er omfattende, og at kriminelle aktører bevæger sig mellem flere lande for at udføre deres kriminelle aktiviteter«, siger Lasse Bjørnskov Rasmussen, der er politikommissær i Udlændingekontrolafdeling Vest.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her