Det er dybt problematisk, at borgernes vagthunde – de såkaldte borgerrådgivere – i nogle kommuner oplever massiv modstand fra de forvaltninger, de er ansat til at holde i ørerne. Det er reaktionen fra flere partier på Christiansborg, efter Politiken har fortalt om borgerrådgivere, der føler sig direkte undergravet af de kommunale ledelser. De fortæller blandt andet om at blive forholdt oplysninger, at blive bagtalt og få sat spørgsmålstegn ved deres faglighed.
»Det vidner om kommunale systemer og forvaltninger, der opfører sig som bandemedlemmer. De forsøger at intimidere og terrorisere folk til tavshed. Det er selvfølgelig helt og aldeles uholdbart, når borgerrådgiverne netop er borgernes repræsentanter i et system, der ikke altid er rimeligt og fair. Fra tid til anden falder der kommunale afgørelser, der fortjener at blive udfordret«, siger DF’s kommunalordfører, Mikkel Bjørn.




























