Københavns Byret har mandag dømt en svensk mand for drabsforsøg, efter at han i april 2024 forsøgte at skyde og dræbe en mand i en frisørsalon på Nørrebro i København.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.
Manden er i dag 18 år, men var 17 år, da drabsforsøget fandt sted.
Efter drabsforsøget var teenageren tilbage i Sverige, hvor han i maj 2024 var involveret i tre skyderier. Ved det ene skød og dræbte han en mand i 40’erne i Södermalm i Stockholm.
For skyderierne og drabet i Sverige blev han i april idømt ni års fængsel.
Samlet straf på 16 år
Derefter blev han udleveret til retssagen i Københavns Byret, hvor han er kendt skyldig i drabsforsøg og mandag idømt en tillægsstraf på syv års fængsel.
Det betyder, at byretten har vurderet, at begge sager samlet har skullet koste 16 års fængsel.
Svenskeren har anket den danske dom til landsretten.
ritzau
fortsæt med at læse


























