Dette er en unik reportagerejse ind i en ekstremt voldelig, bevæbnet og svært tilgængelig kriminel kultur blandt svenske børn og unge.
Det er et miljø af unge etniske svenskere og unge med anden etnisk baggrund, hvor frygt, penge, vold, våben, misbrug, magt og ære bestemmer hverdagen i en ofte kynisk kultur, som grundlæggende har forandret det svenske samfund, og som med sin dynamik og udbredelse også påvirker helt almindelige unge.
Kriminalitet på bestilling har udviklet sig med aktører bestående af ældre igangsættere, unge lejekriminelle og skuddrab og sprængninger, som er eskaleret i højt tempo.
Udviklingen er også skyllet over Øresund til Danmark, hvor op mod 20 svenske teenagere sidste år blev anholdt under bestilte forsøg på at udføre drabsmissioner fortrinsvis i København. Flere af dem er idømt lange fængselsstraffe.
Rekrutteringen af børn og unge sker oftest i digitale miljøer som chats og sociale medier.
Politiken har gennem tre år fulgt en kontakt med tætte relationer til udsatte og kriminelle unge i Sverige. Det har givet adgang til teenagere i gade- og bandemiljøer, som, under løfte om anonymitet, fortæller om sig selv og deres liv. Politiken kender deres fulde identitet.