Hvis ikke en nu dømt mand selv havde filmet overgreb på en pige i udlandet, var han nok ikke blevet opdaget.

54-årig udvist for seksuelle overgreb på pige i udlandet

Lyt til artiklen

Efter 30 år i Danmark er en irakisk mand onsdag blevet idømt seks års fængsel og udvist for altid.

I Retten i Odense blev han onsdag dømt for at have begået seksuelle overgreb på en pige i udlandet tilbage i 2017 eller 2018. Det oplyser Fyns Politi.

Overgrebene blev først opdaget sidste år, fordi manden havde filmet dem og havde videoerne på sine telefoner.

Det var den internationale organisation NCMEC, der blandt andet arbejder for at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn, som tippede Fyns Politi om, at den 54-årige mand kunne være i besiddelse af seksuelt materiale med børn.

Derfor ransagede Fyns Politi mandens telefoner og fandt her 20 videoer med overgreb af den samme pige.

Efterforskningen viste, at overgrebene var begået i udlandet, og politiet har forgæves forsøgt at få identificeret den pågældende pige.

Til gengæld kunne efterforskningen fastlægge, at det var den 54-årige, der begik de seksuelle overgreb.

»Hvis ikke den 54-årige havde filmet de seksuelle overgreb, så var sagen nok aldrig kommet frem i lyset«.

»Vi er naturligvis ærgerlige over, at det ikke var muligt at finde ud af hvem pigen var, men trods det, så lykkedes det at få den 54-årige retsforfulgt«, siger specialanklager Brian Dybdahl.

Den 54-årige har anket dommen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her