Konventionen skal ændres inden næste valg, ellers bør Danmark træde ud, siger Troels Lund til Berlingske.

Løkke er »noget overrasket« over Venstres udmelding

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hvis ikke det lykkes SVM-regeringen at ændre på statsborgerretskonventionen inden næste valg, så skal Danmark være klar til at træde ud af den internationale aftale.

Det siger forsvarsminister og formand for Venstre Troels Lund Poulsen i et interview med Berlingske.

»Det er ikke et skridt, Venstre før har bekendt sig til, men jeg synes, at summen af udfordringer gør, at vi skal være villige til nu at gå det ekstra skridt«, siger han til mediet.

Konventionen forhindrer, at Danmark kan fratage borgere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab, hvis de er dømt for kriminalitet.

Statsborgerskabet kan ifølge konventionen kun fratages, hvis kriminaliteten er til ’alvorlig skade for statens vitale interesser’, lyder det.

Troels Lund Poulsen siger desuden ifølge Berlingske, at ministerens tålmodighed, når det kommer til regeringens udlændingepolitik, er ved at være opbrugt.

Meldingen taler ind i en række meldinger, der også tidligere har lydt fra andre borgerlige partier.

Blandt andre har Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, ytret, at hun ser Danmark ude af flere konventioner, heriblandt statsborgerretskonventionen.

Udmeldingen var desuden også en del af de 50 forslag, som Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne præsenterede tilbage i september ved deres såkaldte borgerlige konvent.

Udenrigsminister og formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen mener modsat sin regeringsfælle ikke, at Danmark skal overveje at opgive konvention.

Han skriver i et opslag på X, at han er »noget overrasket« over Venstres melding om, at Danmark skal være klar til at opgive statsborgerretskonventionen.

»V vil trække DK ud af statsborgerretskonventionen uden forudgående drøftelse i regeringen. Skal vi gå enegang og melde Danmark ud? Uden fortilfælde«, skriver han og tilføjer:

»Dansk enegang er efter min mening ingenlunde i hverken vores eller sagens interesse«.

Det fremgår desuden af opslaget, at Troels Lund Poulsens budskab ikke er blevet drøftet internt i regeringen inden udmeldingen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her