Rekom og Nightpay nægtede sig skyldig i sag om brud på markedsføringsloven i Københavns Byret.

Nattelivskoncern får bøde for positive anmeldelser på Trustpilot

Lyt til artiklen

Nattelivskoncernen Rekom og firmaet bag appen Nightpay, der er ejet af Rekom, er i Københavns Byret blevet idømt bøder på henholdsvis 150.000 kroner og 50.000 kroner i en sag om anmeldelser på Trustpilot.

Rekom ejer en række barer i Danmark og Norge, og Nightpay er en app, hvor man som medlem kan få rabat og andre fordele i nattelivet.

Trustpilot er en hjemmeside, hvor forbrugere kan give anmeldelser af virksomheder.

I sagen var Rekom og Nightpay tiltalt for brud på markedsføringsloven på grund af 13 positive anmeldelser af Nightpay på Trustpilot, der var skrevet af ansatte i Rekom.

Nattelivskoncernen blev anmeldt til politiet af Forbrugerombudsmanden.

Ifølge sagens anklageskrift overtrådte de to virksomheder markedsføringsloven, fordi de positive anmeldelser kunne vildlede forbrugerne.

Nightpay og Rekom nægtede sig skyldige i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her